Blog Image

Italien 2015

Genoas gamle bydel

Genoa Posted on Fri, August 14, 2015 00:44:45

I dag var det så tid at kigge nærmere på Genoas gamle – eller ældre – bydel. Efter at have trisset lidt rundt, besluttede jeg mig for at kigge lidt indenfor i Genoas naturhistoriske museum, så jeg slap for at vandre rundt i den værste middagssol.

Derefter fortsatte jeg turen rundt mellem forskellige monumenter og steder af historisk interesse i den gamle bydel. Som tidligere nævnt er det flere steder lidt et miskmask af nyt og gammelt, der ikke altid er lige velholdt, men der er alligevel mange seværdige steder imellem.

Jeg fik bl.a. besøgt de sidste palæer, jeg havde sat mig for at se, og jeg kiggede også indenfor i et par af dem og oplevede den pompøse indretning på tæt hold. Som annonceret i går var planen i dag at slutte af med et besøg i Genoas Aquarium, som er Europas største, så jeg vandrede derfor spændt ned til havneområdet.

Forventningerne blev indfriet – det var rigtig fint indrettet, og der var selvfølgelig masser af ting at kigge på. Specielt delfinerne og hajerne var rigtig sjove at opleve, da det jo ikke er noget, man er vant til at opleve på så tæt hold. Nederst i dette indlæg har jeg smidt et par små videoer ind fra besøget i akvariet.

Der er billeder fra dagens vandring i Genoa her. I morgen skal der så sættes punktum for rejsen. Jeg flyver dog først fra Milano klokken 20, så jeg har planlagt at deponere bagagen på Milanos banegård og snuppe nogle timer i Milano by til at gense centrum og få noget at spise dér, før jeg tager turen til lufthavnen.

Tak fordi, I har læst og kigget med smiley Kærlig hilsen Carsten.



Ankomst i Genoa

Genoa Posted on Thu, August 13, 2015 01:14:53

Det var selvfølgelig lidt vemodigt at skulle forlade det meget kønne Cinque Terre i dag, men omvendt synes jeg også, jeg har fået mange gode oplevelser dér og set det, jeg havde sat mig for og mere til.

Over middagstid satte jeg mig så i toget med retning mod Genoa. Det var den kønneste togtur hidtil – med vand og kyst på den ene side og kønne landsbyer på den anden side. Det gik også smertefrit og efter en lille times tid var jeg så i Genoa, hvor jeg en enkelt Metro-tur senere hurtigt fandt mit hotel.

Hotellet er ganske godt – det er rart nok at slutte af med lidt bekvemmelighed smiley Da jeg var kommet på plads, var det blevet lidt ud på eftermiddagen, så jeg tog lidt hurtig mad i nærheden og begav mig bagefter ud på lidt sightseeing i Genoas nyere bydel. Her ligger bl.a. diverse palazzi/palæer fra Genoas tid som stormagt i Europa, hvor flere af de rige familier byggede pompøse bygninger, som jeg fik kigget nærmere på.

Genoa er lidt en blanding af stort, flot og pompøst fra den glorværdige fortid – og så det mindre kønne og lidt rodede fra den mere moderne tid – bl.a. i havneområdet. Men det gælder selvfølgelig bare om at vælge de interessante ting ud.

På samme måde fik jeg også valgt rigtigt, da jeg fandt et sted at spise aftensmad. Det var et lille hyggeligt sted med virkelig fin betjening, hvor jeg først fik bagt aubergine på mozzarella og tomat til forret samt ravioli med kødfyld på “Genoa-maner” til hovedret. Lækkert, lækkert!

I morgen skal jeg så udforske den gamle bydel og bl.a. besøge et par palæer mere. Hvis der bliver tid, har jeg også tænkt mig at besøge byens Akvarium, som er Europas største. Der er billeder fra dagens kig på Genoas gader her.



Vernazza

Cinque Terre Posted on Wed, August 12, 2015 01:07:37

Så er det ved at være slut på opholdet i Cinque Terre, og det har været en rigtig god sidste dag her. Jeg startede med at proppe godt i mig til morgenbuffeten, så der var energi nok til vandreturen til Vernazza.

Efter skyerne i går var der høj sol og varme igen i dag, så det var på med kasket, solcreme og ekstra T-shirt i rygsækken igen… Kyststien, som jeg tog i dag, er mere populær og generelt nemmere og mere behagelig end den type, jeg tog forleden, selvom man stadig kom op i samme højder og derfor let fik sved på panden.

Forleden så jeg kun en håndfuld andre mennesker på hele turen, men i dag var der anderledes mange mennesker på ruten. At dømme ud fra nogle af dem, var der dog visse, der nok havde undervurderet turen lidt. Jeg så sågar nogle med blebørn og andre, der havde taget deres hund med! smiley

Nå, men udsigterne på turen, som jeg lidt lettere kunne nyde denne gang, var igen helt fantastiske, og jeg tog mig god tid til at få så mange indtryk med som muligt. Efter godt et par timers vandring gik det så nedad mod Vernazza by, der tog sig rigtig godt ud med sit havneområde, efterhånden som man kom tættere og tættere på.

Efter at have besigtiget centrum en stund, besluttede jeg mig for at bevæge mig væk fra turistfælderne og i stedet vandre en smule op igen til en listig restaurant med et vidunderligt udsyn, som I kan se i videoen herunder:

Jeg startede med en gang tomat og mozzarella og fik derefter en gang pasta med tun, hvilket fyldte depoterne op igen. Efter frokosten vandrede jeg ned til bymidten igen og så mig lidt omkring, inden det blev tid at vende næsen hjem mod Monterosso. Jeg havde besluttet mig for at tage færgen denne gang, og det var en hyggelig tur, som ikke varede mere end godt 10 minutter.

Efter et smut omkring hotellet, besluttede jeg mig for at det var tid til en svømmetur i det indbydende hav, da klokken kun var 17 og vejret stadig var fortrinligt. Det var rigtig lækkert med en dukkert i det perfekt tempererede vand, og jeg nød at plaske rundt.

Til aften var jeg ligesom forleden for træt til restaurantbesøg, så jeg købte igen en take-away pizza hos et hyggeligt sted i nabolaget, som jeg kunne tage med hjem til værelset og nyde til aftenens SuperCup mellem Barcelona og Sevilla. Eftersom Barcelona jo vandt, var det en perfekt afslutning på en oplevelsesrig dag smiley

I morgen er det så tid at forlade Cinque Terre og tage toget længere nordvestpå langs kysten til en anden (og noget større) havneby, nemlig Genoa. Her venter der nok lidt mere traditionelt byliv igen, men forandring fryder, som man siger. Der er billeder fra dagens tur til Vernazza her.



Monterosso al Mare

Cinque Terre Posted on Tue, August 11, 2015 00:04:44

I dag tog jeg afsked med Riomaggiore, hvor min vært kvitterede med at forære mig en lille flaske limoncello lavet med citroner fra deres egen baghave. Det var en fin afslutning på en god første oplevelse med en Bed & Breakfast, må jeg sige.

For en gangs skyld gik det fint med toget, idet jeg fangede en linje, der gik direkte fra Riomaggiore til mit nye opholdssted Monterosso al Mare, som ligger lidt længere nordvestpå langs kysten. Selvom jeg var tidligt på den, var mit værelse heldigvis klart, så jeg kunne få pakket ud, før jeg tog et nærmere kig på byen.

Monterosso al Mare er den eneste af de 5 landsbyer, der har decideret strand, så det gør selvfølgelig også, at der er lidt mere gang i turistlivet her, selvom der faktisk er færre indbyggere end i Riomaggiore. Det er dog stadig en yderst hyggelig by at færdes i – både langs strandpromenaderne og i de smalle gader med butikker og restauranter.

Der var lovet decideret uvejr her i dag, men jeg ankom tørskoet, og bortset fra en overgang med regn og torden omkring middagstid, blev det heldigvis ikke til yderligere. Jeg lånte en paraply på hotellet, så det rørte mig ikke, at luften blev renset lidt. Så havde jeg i øvrigt også en undskyldning for at snue lidt efter frokosten, hehe smiley Jeg snuppede en gang spaghetti al ragú til frokost og supplerede med lidt sødt, som jeg købte i nogle specialforretninger på vejen hjem til hotellet.

Efter min lur bevægede jeg mig lidt længere rundt i byen og også lidt væk fra den for at få det gyldne overblik. Da det blev tid til aftensmad valgte jeg en gang stegte friskfangede ansjoser med det sædvanlige glas hvidvin til.

I morgen gælder det så vandreturen til den sidste af de 5 landsbyer, jeg mangler at se, nemlig Vernazza. Det skulle være en rigtig køn havneby, så det glæder jeg mig selvfølgelig til at opleve. Specielt også fordi jeg denne gang får mulighed for at følge kystvejen, som heldigvis ikke er lukket på denne del af ruten. Der er billeder fra dagens færden i Monterosso al Mare her.



Manarola og Corniglia

Cinque Terre Posted on Mon, August 10, 2015 01:35:57

Så er halvdelen af turen efterhånden gået – tiden går som altid stærkt når man er afsted. I dag skulle der for alvor vandres, og det blev der!

Desværre var stierne mellem Riomaggiore og den nærliggende landsby Manarola lukket pga. fare for jordskred, så jeg tyede til toget. Jeg glemte helt, at jeg kunne have taget færgen i stedet, hvilket jeg ærgrede mig over, da jeg så fik lov at opleve, hvordan en mindre kinesisk landsby skubber sig selv ombord i et allerede fyldt tog, argh! smiley

Nå, heldigvis tog selve togturen kun et par minutter, og Manarola var det værd. Det er helt klart en af de 2 kønneste af landsbyerne hernede, og selvom selve byen er bette, brugte jeg selvfølgelig en del tid på at vandre rundt og nyde udsigterne over by og hav, som var helt vidunderlige. Efter en gang frokost og en stor portion is var det så endelig tid til at få gang i en gang seriøs vandring.

Kyststien fra Manarola til næste landsby Corniglia var også lukket, så der var ikke andet for end at begive sig op i højderne mellem vinstokke og gennem mere eller mindre ujævnt terræn. Der er dog tale om en officielt markeret sti, men jeg må indrømme, den var udfordrende for en som mig! Godt jeg i det mindste have løbetrænet lidt hjemmefra smiley

På en sti, der uafbrudt gik opad og med 34 grader i nakken gik der ikke lang tid, før T-shirten var gennemblødt, men jeg havde været forudseende nok til at tage en ekstra med. Det var derimod ingen trøst, da det begyndte at gå nedad igen, for det ujævne underlag gjorde, at man var nødt til at holde fokus hele tiden. Jeg gjorde dog selvfølgelig holdt adskillige gange undervejs for at nyde de mange utrolige udsigter fra højderne.

Det var en forløsning at nå frem til Corniglia, som viste sig at være en fin og hyggelig lille by med blot et par hundrede indbyggere. Det er dog den eneste af de 5 byer, der ikke ligger helt ned til havet, men i stedet på en klippetop. Planen var egentlig at spise aftensmad i Corniglia, men trætheden gjorde, at jeg i stedet begav mig mod banegården for at tage toget tilbage til Riomaggiore.

Igen havde jeg ikke held med toget, da en 10-minutters togtur skulle vise sig at ende med 30 minutters forsinkelse, hrmpf. Nå, tilbage i Riomaggiore var jeg for træt til at bruge tid og penge på restaurant, så jeg købte i stedet en pizza, som jeg tog med tilbage på værelset.

Her til aften er der faktisk faldet lidt regn, men det berørte mig ikke. I morgen skal der også falde noget regn, men ikke hele dagen. På tirsdag, som er næste store vandredag, ser det ud til heldigvis ud til at holde tørt igen. I morgen drager jeg jo til næste destination blot en smule længere oppe ad kysten, nemlig Monterosso al Mare. Der er selvfølgelig billeder af dagens besøg i Manarola og Corniglia.



Riomaggiore

Cinque Terre Posted on Sun, August 09, 2015 01:54:40

Så endte opholdet i Pisa, og dermed sagde jeg i dag farvel og mange tak til Toscana, da jeg satte mig i toget og drog nordpå mod Ligurien og rivieraen. Det varede blot en times tid sammenlagt, idet der var et enkelt skift undervejs, før toget skar gennem bjergsiden og ud igen ved Cinque Terre-kysten.

Her var “kun” lige godt 30 grader ved ankomsten, men det føltes umiddelbart varmere – måske pga. luftfugtigheden, eller måske fordi terrænet straks gik opad. Jeg må i hvert fald sige, at jeg er meget glad ved min nye lille kuffert, der let kan klemme sig ind alle steder, og som er nem både at trille med eller at løfte rundt med de mere uvejsomme steder.

Jeg fandt uden problemer min Bed & Breakfast-destination. Det er første gang, jeg prøver B&B, men jeg må sige, at værelse og vært er et behageligt bekendtskab. Desuden er internetforbindelsen anstændig her, så det betyder at der vanker billeder med efterslæb smiley
I kan således se billeder fra både første og anden dag i Pisa, før I læser videre:

Første dag i Pisa

Anden dag i Pisa

Efter at have tørret sveden fra panden og pakket ud, begav jeg mig ud i Riomaggiore for at se, hvad byen havde at byde på. Det er en beskeden landsby med blot ca. 1700 indbyggere, men alligevel den største af de 5 landsbyer i området. Man skulle tro, den hurtigt var overset, men byen er bygget op omkring 2 bjerghøjder på hver side, så højdeforskellene kan mærkes, når man vandrer rundt.

Jeg startede med at besøge byens “Marina” med dens hyggelige lille altmulig-havn. Her indtog jeg også frokosten, som bestod af spaghetti med friske ansjoser, som de tilsyneladende bruger meget her. Efter lidt indkøb af drikkelse og is, gik jeg op på mit værelse igen og skiftede fra sandaler til sko. Ikke fordi det pludselig var blevet koldt, men fordi sandaler ikke passer til bjergvandring smiley

Jeg havde nemlig udset mig en mindre vandretur til det såkaldte Madonna-Sanktuarium, som blot skulle være en gåtur på 40-60 minutter borte. Jeg var dog ikke heeelt klar over, det gik opad hele vejen, og selvom klokken efterhånden var efter 17, gjorde solen sit til at sveden hurtigt løb i en lind strøm, puha. Heldigvis havde jeg et par drikkeflasker med i rygsækken til at opveje væsketabet.

Efter 1 times trav havde jeg bogstaveligt talt besteget et bjerg og nået toppen, hvor præmien var en fantastisk 180 graders udsigt ud over hav og kyst, hvor jeg fik overblikket over Cinque Terre-området. Der var dejligt roligt deroppe, så jeg blev der et godt stykke tid, før jeg begav mig nedad igen. Tilbage i byen fandt jeg endnu en hyggelig restaurant, hvor jeg fik mig en gang grillet tun, mens jeg så mørket falde over byen.

I morgen skal jeg så have vandreskoene på igen og besøge de 2 nærliggende landsbyer Manarola og Corniglia. Det glæder jeg mig også rigtig meget til. Der er billeder fra dagens oplevelser i Riomaggiore her.



Det Skæve Tårn og Lucca

Pisa Posted on Sat, August 08, 2015 00:55:15

Så er første hele dag hernede ved vejs ende, og allerede har vandringen krævet sit første offer – nemlig venstre lilletå, der måtte have vabelhjælp, tsk tsk smiley Nå, men det har været en rigtig dejlig dag med flotte oplevelser og god mad.

Jeg startede dagen med at slentre gennem byen til ”Miraklernes mark”, som er hjemsted for Det Skæve Tårn og andre imponerende bygninger som fx Domkirken og Dåbskapellet. Det var altså rigtig skægt med egne øjne at se og opleve det tårn, som man har læst og hørt så meget om. Det var især en fin oplevelse at få lov at komme op i tårnet og mærke hældningen samt naturligvis se den skønne udsigt derfra. Det var jo ikke fordi, man følte sig usikker, men den var helt klart mærkbar, den hældning!

Efter at have suget nok indtryk til mig på Miraklernes mark, satte jeg kurs tilbage mod centrum og nød en rigtig god gang Fettucine alla Pisana, som var hjemmelavet pasta med cherrytomater, italiensk bacon og god revet ost ovenpå. Mmm…

Efter et lille hvil på hotellet, som alligevel lå på mellemvejen mod banegården, tog jeg så af sted mod eftermiddagsdestinationen Lucca, som ligger 30 minutters tid fra Pisa lidt længere inde i landet. Det er en anden hyggelig by på størrelse med Pisa, men den har det særpræg, at den er fuldstændig omkranset af en bymur.

I vore dage har bymuren en bred promenade øverst, og jeg spadserede cirka halvdelen rundt, før jeg begav mig ned og ind i selve Lucca by. Her slentrede jeg lidt rundt i de smalle gader og så bl.a. butikker og kirker undervejs. Jeg var faktisk også oppe i endnu et tårn her – nemlig Guinigi-tårnet, der er Luccas vartegn. Dermed lagde jeg lige 230 trappetrin oveni de 294, jeg allerede havde forceret i Pisa. Argh! Men det var bestemt turen værd at se den betagende 360 graders udsigt over by og bjerge. Sundt for sjælen!

Aftensmaden blev indtaget i Lucca på en restaurant fra 1782, som guidebøgerne anbefalede, og den skuffede ikke. Igen måtte ganen overgive sig, da jeg bl.a. fik tomat, squash og aubergine, der alle var toppet med kødfyld og gratineret. Hertil et glas lokalt toscansk hvidvin smiley

I morgen er det så tid at drage videre fra Pisa. Jeg synes jeg har fået noget ud af tiden her, og det har bestemt været et besøg værd. Nu gælder det så naturområdet Cinque Terre, som jeg også ser rigtig meget frem til at besøge – det bliver i hvert fald en helt anden type terræn!

Selvom jeg skal til et mere afsides liggende sted, håber jeg på bedre internetforbindelse, så jeg kan lægge alle de billeder op, jeg allerede har forberedt. Det sker i hvert fald lige så snart teknikken er med på legen. Indtil videre må I stadig nøjes med smagsprøver – her en udsigt fra Det Skæve Tårn:



Ankomst i Pisa

Pisa Posted on Fri, August 07, 2015 00:23:30

Så har jeg efterhånden fundet mig til rette her i Pisa, hvor jeg ankom til tidligere i dag. Turen herned gik fint, og som forventet trådte man ud af flyveren og mødte en mur af varme i Pisa. Det var selvfølgelig herligt nok, meeen efter en hurtig bid frokost i lufthavnen fandt jeg hurtigt en bus, der kunne fragte mig ind til centrum, så jeg kunne finde hotellet og smide det lange tøj smiley

Heldigvis er afstandene ikke så store her, så det var forholdsvist nemt og hurtigt at finde vej til hotellet, som ligger fredeligt, men alligevel tæt på centrum. Efter lidt nedkøling og udpakning drog jeg af sted igen i en lettere mundering for at sondere nabolaget.

Pisa har vist sig at være en hyggelig by. Her bor kun ca. 88.000 mennesker, og gaderne i den indre by er ret smalle og faktisk ensrettede de fleste steder, så der er ikke den samme voldsomme trafik som i de større byer i Italien, jeg har været i før. Faktisk har jeg også set ret mange på cykel, hvilket jo kun bidrager til den hyggelige stemning.

Jeg vandrede lidt langs floden Arno, som skærer igennem Pisa, og kiggede på lidt bygninger og nabolag på begge sider. Der er rigtig mange levn helt tilbage fra 1100-tallet, men man kan også godt se flere steder både på de historiske bygninger og de lidt nyere husfacader, at det nok ikke er byfornyelsesbudgettet, der vægtes højest i disse tider. Men så må man jo glæde sig over autenciteten i stedet ;o)

I morgen er det så alvor – først på dagen besøger jeg ”Miraklernes mark”, som er området med Det Skæve Tårn, og sidst på dagen tager jeg en lille udflugt til en anden hyggelig by i nærheden, nemlig Lucca.

Internetforbindelsen er desværre ikke så god her, så det er ikke lykkedes mig at uploade dagens lille stak billeder smiley I får dog lige et enkelt her, hvor jeg står ved Arnofloden med bro, by og bjerge i baggrunden.



Next »